Svømmehallen, samt motionsrum, har til overordnet formål at være et dagligt rekreationstilbud og må kun benyttes af Nordhøjparkens beboere og i begrænset omfang af eventuelle ledsagende gæster. Adgangen udefra til disse lokaler styres af et adgangskontrolanlæg, der aktiveres vha. beboerens nøglebrik.
Vi gør opmærksom på, at bassinet er lille og trods et moderne rensningsanlæg har det en begrænset kapacitet med hensyn til hygiejnen. Det forventes at svømmehallens brugere udviser gensidig hensynsfuldhed og respekt, til alles glæde. F.eks. hvis man er mange tilstede samtidig, aftales det indbydes hvem og hvor mange der er i bassinet/sauna ad gangen.
Adgang til svømmehallen
Inden man første gang kan benytte svømmehal, solarium eller motionsrum, skal man henvende sig i viceværtens kontortid og medbringe sin nøglebrik og 50 kr. Adgang til svømmehal mv. vil være mulig straks derefter. Det forventes at beboerne behandler deres nøglebrik som en personlig ejendel, som IKKE udlånes til andre. Ved misligholdelse eller overtrædelse af regler for brug af svømmehallen, kan og vil beborens nøglebrik deaktiveres.
Benyttelse af svømmehallen
Børn under 15 år har kun adgang, hvis de ledsages af en beboer der er fyldt 18 år.
Tobaksrygning er strengt forbudt. Mad- og drikkevarer må ikke medbringes.
Før badning i bassin og sauna skal man vaske sig grundigt med medbragte sæbe og hårshampoo. Det er ikke tilladt at benytte svømmehallen uden grundig afvaskning og brusebad.
Blebørn skal have en godkendt badeble eller blebuks på i svømmebassinet.
Det er kun tilladt at medbringe baderinge, badebolde og dykkermaske/briller såfremt de rengøres omhyggeligt inden brug. Det er ikke tilladt at medtage andre genstande. I tvivlstilfælde kontakt venligst viceværten.
Svømmehallen må ikke benyttes af personer med smittebærende sygdomme.
Svømmehallen benyttes i enhver henseende på eget ansvar. Forvoldte skader erstattes af skadevolderen. Fejl m.v. bedes straks meddelt viceværten eller bestyrelsen.
Anvendelse af sauna
Der må kun hældes 1 skefuld vand på saunastenene ad gangen, da større mængder vand bevirker at varmelegemet brænder sammen. Se i øvrigt de ophængte brugsanvisninger. Der må heller ikke hældes diverse olier eller dufte på saunastenene.
Åbningstider
Svømmehallen er åben alle dage mellem kl. 6.30 og 21.30.
Der er monteret bevægelsesfølere i selve svømmebassinet, som automatisk tænder lyset, så snart man træder ind, og slukker lyset igen, når vandet har været i ro i 15 minutter.
Ved lukketid kl. 21.30 slukker lys og sauna automatisk bortset fra nødbelysning. Hoveddøren låser automatisk, men kan åbnes ved at aktivere kontakten ved den ekstra dørlås.
Henstillinger og adgangskontrol
Enhver henstilling fra viceværten eller bestyrelsesmedlemmer skal ubetinget følges.
Adgangskontrolanlægget gør det muligt at kontrollere, hvilken beboers nøglebrik der benyttes til at skaffe sig adgang. Videoovervågning af indgangen bruges til at dokumentere eventuel misbrug. Den pågældende beboer hæfter for alle skader og udgifter, der opstår som følge af misbrug, eller ved overtrædelse af ordensreglerne. Overtrædelserne kan ligeledes medføre, at retten til at benytte svømmehallen bortfalder.
Fornyelse af adgang
Ca. 1 gang om året vil koden blive ændret, således at man skal henvende sig til viceværten på ny og tage sin nøglebrik og 50 kr. med, hvis man fortsat ønsker at benytte svømmehallen.
Kokkedal, marts 2019